Vores pædagogiske værktøjskasse
I vores arbejde med børnene ser vi vores centrale rolle som at skabe udvikling, trivsel og læring for hvert enkelt barn. I den forbindelse er det nødvendigt at se på, hvilken specialpædagogisk støtte, barnet har behov for.
Ragnhilds børn kan være udfordret på områderne omkring kognitive ressourcer, empati, forestillingsevne, sociale kompetencer samt motorisk kunnen. Disse ekstra udfordringer i livet gør, at vores børn ofte ikke oplever at kunne matche omverdenens forventninger og krav om at agere ud fra de uskrevne regler og retningslinjer, som vores samfund er bygget op omkring.
På trods af forskellighed hos børnene og dermed brugen af forskellige pædagogiske metoder er en gennemgående rød tråd at kunne skabe forudsigelighed i dagligdagen. Her hjælper visuel struktur og brugen af totalkommunikation med at give børnene en overskuelig og gennemskuelig forståelse af deres omverden.
Kernen i disse specialpædagogiske tilgange er at hjælpe barnet med at indsnævre en til tider for stor og uoverkommelig verden til en forståelig og overkommelig størrelse ved hjælp af f.eks. billeder, farver, tegn, piktogrammer, guidesystemer eller lignende.
Ligeledes benytter vi PECS, PODD og Tegn til Tale. Derved bliver intentioner, forventninger og opgaver mere overskuelige og håndterbare. Herfra kan barnet igen udvide sin horisont og gøre verden mere forståelig. Den positive spiral, der bliver igangsat hos barnet, har en kæmpe betydning for barnets udvikling gennem livet, og vi ser det som helt centralt i vores arbejde at styrke barnets tidlige udviklingsfundament.
Relationsdannelse - læring gennem leg
Da mange af børnene har vanskeligheder med relationsdannelse, ser vi relationsarbejdet som en grundtanke, der hele tiden følger os i vores pædagogiske arbejde. Vi bygger derfor hverdagen op omkring det enkelte barns behov, hvor tolkning af barnets forskellige udtryk for behov og interesser guider, hvilke aktiviteter og indtryk, vi laver med det enkelte barn. På denne måde kan den voksne bygge videre på de ressourcer, barnet selv har, og udvide barnets relationsdannelse, når barnet selv er parat til det.
På samme måde som det er vigtigt at give barnet den fornødne støtte og omsorg i hverdagen, er det ligeså vigtigt at skabe udfordringer for barnet, da barnet derved får trygge rammer til at udvikle nye kompetencer. En måde at udvikle nye kompetencer er netop gennem relationsdannelse. Dette understøtter vi ved at sørge for, at børnene får optimale muligheder for samvær med hinanden. Gennem leg kan barnet møde nye udfordringer, bearbejde følelser, lære at forstå sin omverden og opnå nye færdigheder. Derfor er vores dage fyldt med leg, som er tilpasset det enkelte barn.
Du kan læse mere om Specialklyngens tilgange, metoder mm. i klyngens styrkede læreplan her.